Renault Scénic Xmod i Motorradioen
Renault Scénic er i bund og grund en praktisk og
kompakt multibil. Med tilnavnet Xmod får den endnu
flere anvendelsesmuligheder – og efter et kraftigt
facelift ser bilen også ganske charmerende ud.
Største svaghed er, at stor kørselskomfort er opnået
på bekostning af styrepræcisionen – men det er til
at leve med. Den er trods alt hverken tænkt og
derfor heller ikke skabt som en racerbil.
Også prismæssigt hænger Scénic godt med. Køber man
den uden Xmod systemet, er den 15.000 kroner
billigere end den variant, vi hér har prøvekørt, som
koster 290.000 kroner og inkluderer Expression
udstyr. Men de 15.000 kroner til Xmod systemet er
givet godt ud. Og så ser bilen også frækkere ud, for
X-mod inkluderer beskyttelsesbøjler for og bag samt
sidebeskyttelseslister. Det giver den et råt
udseende…
Styrer kræfterne på opkørt underlag
Xmod er imidlertid primært et elektronisk
styresystem, der skal aktiveres vha. en trykknap i
midterkonsollen. Når man gør det, er bilen i stand
til at håndtere et uens og godt opkørt underlag.
Systemet er ikke nævneværdigt forskelligt for det,
man finder i f.eks. Peugeot 2008 og gør det ikke ud
for firehjulstræk, men vil i mange tilfælde kunne
erstatte træk på alle fire hjul.
Kører man offroad eller på fedtet underlag er en
følsom speederfod nemlig afgørende for vejgrebet.
Men
derudover kan systemet én ting, som en fører ikke
kan: Dossere motorkræfterne forskelligt til de to
trækkende hjul. Da frihøjden er relativt stor – 15
cm – er Scènic Xmod ganske enkelt i stand til at
klare terræn, som almindelige biler, herunder Scénic
uden Xmod, vil give op overfor.
Det er naturligvis en fordel i fedtet føre, i sne,
på en våd græsmark og opkørte mudderhuller. Men også
med anhænger vil Scénic Xmod klare sig bedre.
Masser af hestekræfter
Kræfter har den nok af. 130 hestekræfter, frembragt
af en af Renaults velkendte 130-hestes
dieselmotorer. I terrænet kan de 130 hestekræfter
måske være en gevinst, hvorimod vi tror, uden at
have prøvet det, at 110 hestekræfter passer bedre
til bilen på plan asfalt. Og sådan en maskine findes
også i modelprogrammet – den udmærker sig bl.a. ved
en brændstoføkonomi på 24,4 km/l mod de 22,7 km/l,
som 130-hestes motoren kan præstere.
Årsagen er, at Scénic ikke er skabt til dynamisk
kørsel. Det er kørselskomfort, og ikke mindst en ret
komfortabel affjedring, der har haft største
prioritet. Det er gået ud over styrepræcisionen og
det er der for så vidt ikke noget unaturligt i. Det
betyder blot, at man egentlig ikke har brug for så
mange hestekræfter, når der skal cruises. Men
indrømmet: Kører man med kabinen og bagagerummet
godt fyldt op, eller campingvogn på krogen (tilladt
anhængervægt: 1300 kg), kan de 130 heste hurtigt
komme til deres ret.
Rummelig og fleksibel
En Scénic, med eller uden Xmod, er nemlig ret
rummelig. Bagagerummet i sig selv har en kapacitet
på 470 liter, lidt afhængig af indstillingen af de
tre ens bagsæder, der er individuelt justerbare,
både i længden og også hvad ryglænene angår, og
desuden helt kan afmonteres. Desuden er der plads
under bagagerumsgulvet, f.eks. til et reservehjul.
Omformes pladsen bag førersæderne til bagagerum,
disponerer man over ikke mindre end 1870 liter. Det
er ret meget i en bil, der blot måler 4,37 meter i
længden.
Bruges bagsæderne til at sidde på, og placeres de i
bageste position, er der ret god benplads. Også
fortil er pladsen god og selvom der ikke indvendigt
er foretaget de store designmæssige ændringer, er
digitaliseringen af instrumenteringen i god harmoni
med bilens udstråling og charme.
Instrumentering og udstyr
Centerinstrumentering, som undertegnede ikke normalt
er den store tilhænger af, fungerer godt, bl.a.
fordi speedometer og omdrejningstæller er skudt ind
i synsfeltet lige under forruden og ses over rattet,
så ens blik ikke skal vandre langt fra kørerbane til
de vigtigste instrumenter.
Derved kan man positionere rattet lavt og opnå en
god afslappet kørestilling med dejligt sænkede
skuldre – helt i harmoni med den cruiser, som en
Scénic er. En sjov ting i on-board computeren er i
øvrigt, at den også kan angive, hvor mange liter
brændstof, man har brugt siden nulstilling.
Expression udstyret er omfattende og inkluderer
Klimaanlæg, fartpilot, smart keycard, tagbøjler,
elruder for og bag, sædevarme og meget andet, regn-
og lyssensorer. |